Forflytning.
Forholdsregler.
Der skal altid være 2 medarbejdere til at udføre en forflytning, såfremt der er risiko for, at den fysiske belastning bliver for stor for en enkelt medarbejder. Dette gælder også, hvis forflytningen kan medføre, at der er en risiko for beboeren, enten af fysisk eller psykisk karakter.
Der skal altid benyttes personlift, når en beboer ikke har stabil standfunktion. Personliften skal betjenes af 2 medarbejdere, som har modtaget instruktion i brug af liften, samt gennemlæst den af leverandøren udleverede brugsanvisning.
I alle tilfælde gælder det, at det "svageste led" skal respekteres, d.v.s. at hvis bare én medarbejder mener, at der er risiko for sikkerheden enten for medarbejderen eller beboeren, skal der tages udgangspunkt i denne medarbejder.
Personlift.
Huset råder over to typer personlifte: en maxi lift og en stå-lift, sidstnævnte må kun anvendes, når beboeren har standfunktion, d.v.s. kan støtte helt eller delvist på benene. Trækker beboeren benene op under sig, når stå-liften benyttes, eller er der risiko for dette, skal maxi-liften bruges.
Sikkerhedseftersyn af personlifte.
I henhold til Arbejdstilsynets bekendtgørelse vedr. personlifte skal der udføres et sikkerhedseftersyn på alle personlifte hver 12. måned. Hvis dette eftersyn ikke har fundet sted, må liften ikke benyttes. Dato for sidst gennemførte eftersyn skal forefindes på selve liften.
Det påhviler den daglige sikkerhedsleder at sørge for at sikkerhedseftersyn foretages, samt at informere den daglige sikkerhedsleder om eventuel driftsvigt.
Det påhviler sikkerhedsgruppen i afdelingen at undervise alle nyansatte / afløsere / elever i brug af liften. Det er medarbejdernes eget ansvar ikke at bruge liften, før de har modtaget undervisning i dette samt at gøre opmærksom på, at de ikke har modtaget undervisning.
Arbejdspladsvurdering (APV).
Hos alle beboere, der kræver hjælp til forflytning, skal der udfyldes en APV på boligen, således at indretningen af boligen er hensigtsmæssig i forhold til forflytninger. Læs mere om dette i procedure om arbejdspladsvurdering.
Mobiliseringsskemaer.
Der skal udarbejdes 3 mobilitets-skemaer på alle beboere, der skal forflyttes, et blåt for dagvagt, et grønt for aftenvagt og et rødt for nattevagt. Således er der altid en standart for forflytning på alle tider af døgnet, da beboerens ressourcer kan variere med dette. Læs mere om dette i procedure om "Mobiliseringsskemaer".
Ressourcepersoner i forflytningsteknik.
Der er uddannet ressourcepersoner i forflytningsteknik, som er bredt repræsenteret i alle teams og vagter. Ressourcepersonernes opgave er blandt andet at vejlede og supervisere omkring (vanskelige) forflytninger. Læs mere om dette i proceduren om "Forflytningsteknik".












