sitemap
links
find vej
nyheder
Til forsiden
 
Printvenlig side
Kontakt webmaster
Side oprettet: 09-07-2006
Johannes  Hages Hus
Johannes Hages Allé 3
2990 Nivå
Tlf.: 72 56 34 00
Fax.: 49 14 12 60
 
Forstander:
Anne Juelkert
Tlf: 72 56 34 01
e-mal: anju@fredensborg.dk  
 
 
 
 
Job
Seneste nyheder
Modtag nyhedsbrev som html
 
Aktiviteter

Praktikbeskrivelse for social- og sundheds-assistentelever på Johannes Hages Hus.


1. Beskrivelse af praktikstedet.

Historie.
Johannes Hages Hus er et socialpsykiatrisk botilbud med døgnbemanding og aktivitetstilbud. Botilbudet drives i henhold til Lov om social service §108. Huset har 60 ét rums boliger og drives som en selvejende institution med driftsoverenskomst med Fredensborg Kommune.

Den 2. juni 1891 stiftede godsejer Johannes Hage Nivaagaard Hospital (nuværende Johannes Hages Hus) som hjem for kronisk syge borgere. Johannes Hage ejede Nivaagaard Hospital og det tilhørende teglværk. Han oprettede oprindeligt hospitalet alene til brug for arbejderne fra teglværket. Senere blev det udvidet til personer med et betydeligt plejebehov bosat i Frederiksborg Amt. Hospitalet, der er et af de ældste plejehjem i landet, flyttede i 1973 til de nuværende bygninger, der blev opført til formålet på Johannes Hages Allé i Nivå.

Som følge af udviklingen på institutionsområdet i den sociale sektor, blev Johannes Hages Hus i 1990 specialiseret og har siden fungeret som et socialpsykiatrisk bosted for 60 beboere i alderen 40 år og op efter, med kroniske sindslidelser, organiske hjerneskader og svær demens.

Ledelsesstruktur.
Johannes Hages Hus ledes af en bestyrelse på seks medlemmer. Bestyrelsesformanden er udpeget af Familien Hages Legat.

Botilbudets daglige ledelse foretages af forstander Anne Juelkert
samt et lederteam bestående af:

  • Afdelingsleder og souschef Lisbeth Overgaard,
  • Afdelingsleder Pauline Albrecht-Beste,
  • Serviceleder for køkken og service Dan K. Kaarsberg.

Husets struktur.
Johannes Hages Hus er opdelt i fire boteam:
  • Blå team
  • Lilla team 
  • Gul team
  • Påfuglen -  et specialteam for svært demente beboere
De enkelte teams er delvis selvkørende, og der bor mellem 14-18 beboere i hvert bo-team.

Desuden er der et køkkenteam, et serviceteam (rengøring og vaskeri) og et håndværkerteam.

Der er endvidere administrationsmedarbejdere, en aktivitetsmedarbejder og en uddannelses- og udviklingskonsulent.

I huset findes et værested "Hyggekrogen", en festsal, et centralt køkken og eget vaskeri.

Målsætning for Johannes Hages Hus.
Medarbejderne i Johannes Hages Hus arbejder ud fra de politisk vedtagne målsætninger og servicemål samt ud fra husets egne målsætninger og værdigrundlag.

Johannes Hages Hus er et hjem for hver enkelt af beboerne. Alle beboerne skal gerne bibringes den opfattelse, at "her er mit hjem, her hører jeg til og her føler jeg tryghed og varme" - alle et hjems gode egenskaber.
Med dette for øje har vi i Johannes Hages Hus til de mere lovforordnede målformuleringer føjet vore egne forskrifter for udøvelsen af det daglige arbejde:
  • Vi vil tilbyde beboerne et sted at være, hvor de trygt kan leve en tilværelse med mulighed for at  realisere det liv, de gerne vil, så vidt det er muligt
  • Vi vil styrke beboernes sociale og psykiske færdigheder.
  • Vi vil skabe tid og rum for selvudfoldelse og selvbestemmelse, hvor medarbejderne arbejder i mindre grupper sammen med beboerne.
  • Vi vil kvalificere medarbejderne personligt og fagligt hele tiden, så livet i huset bliver oplevet som åbent, tillidsfuldt og troværdigt.
  • Vi vil tilsikre, at beboernes netværk og forbindelser til omverdenen bevares til sikring af kontinuitet og identitet i livsforløb, men også med det formål at fastholde mulighed for evt. senere udflytning til anden boform.

Værdigrundlag.
Johannes Hages Hus er et botilbud med serviceydelser til borgere med fysisk og psykisk nedsat funktionsevne.

De enkelte tilbud ydes individuelt og tilpasses den enkelte beboers aktuelle behov.

For at sikre en høj livskvalitet i dagligdagen er det vigtigt, at:

Mødet med hinanden er
  • ligeværdigt (dvs. møde det enkelte menneske, hvor det enkelte menneske er, udfra:
  • medmenneskelighed,
  • respektfuldhed,
  • faglighed og
  • indlevelsesevne).

Hver enkelt udviser en høj grad af
  • ansvarlighed (dvs. at kende og handle ud fra egne og andres holdninger, ressourcer og begrænsninger, at støtte hinanden i de aftaler, der er indgået i en gensidig dialog, at udvise engagement, loyalitet og fleksibilitet).

Miljøer er præget af
  • tillid (overensstemmelse mellem det sagte og kropssproget)
  • ærlighed (ærlighed overfor sig selv og andre, blive i "jeg-rollen" og gå direkte til kilden)
  • åbenhed (gensidig respekt for hinandens meninger og være imødekommende overfor forandringer) mellem den enkelte.

Faggrupper.
Alle medarbejdere i Johannes Hages Hus er faguddannede til at løse de respektive opgaver i huset. Sammensætningen af faggrupper spænder vidt, for således, i størst muligt omfang, at tilgodese beboernes behov.
Bostøtten varetages hovedsageligt af social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og pædagoger.
 
Arbejdsform.
Arbejdet i Johannes Hages Hus er bygget op omkring husets værdsættende kultur og værdigrundlag.     
Den enkelte beboer tildeles ved indflytningen en primær og en sekundær kontaktperson. Kontaktpersonen har til opgave at skabe relation til beboeren. Kontaktpersonen skal i samarbejde med beboeren tage udgangspunkt i beboerens ressourcer. Kontaktpersonen har til opgave, i samråd med beboeren, at identificere beboerens behov samt fremkomme med forslag og udføre relevante handlinger. Kontaktpersonen har endvidere ansvar for kontinuerligt at evaluere og justere de ydelser, som beboeren tilbydes.
Kontaktpersonen dokumenterer sine informationer, observationer og handlinger i beboermappe og handleplan.

Uddannelsessøgende.
Johannes Hages Hus er uddannelsessted for social- og sundhedsassistentelever.

2. Mål for praktikperioden.
Johannes Hages Hus´ mål for praktikperioden er, at eleven:
  • Selvstændigt kan vurdere behov for, planlægge, udføre, evaluere og dokumentere aktiverende og omsorgsmæssige opgaver.
  • Selvstændigt kan vurdere behov for, planlægge, udføre, evaluere og dokumentere grundlæggende sundheds- og sygeplejeopgaver, herunder også det forebyggende
  • I det daglige udviser respekt for beboerens individualitet, integritet og selvbestemmelsesret.
  • Gennem refleksion opøver evnen til at forstå, vurdere og korrigere adfærd, reaktioner og holdninger hos både sig selv og beboere.
  • Opnår kendskab til miljøets betydning for sundhed og trivsel, f.eks. via de miljøterapeutiske principper.
  • Opnår kendskab til de forekomne psykiatriske lidelser i teamet, med det største indblik i "egne" to beboeres lidelser.
  • Kan udføre medicingivning forsvarligt og efter gældende retningslinier.
  • Kan varetage koordinerende, vejledende og undervisende opgaver i relation til arbejdsområdet.
  • Kan samarbejde tværfagligt.
  • Er bekendt med eget ansvars- og kompetenceområde.
  • Udviser medansvar for egen uddannelse således, at der opnås såvel faglig som personlig udvikling.
  • Opnår færdighed i at anvende computeren i forhold til dokumentation, tilrettelæggelse og informationssøgning.
 
3. Forventninger til eleven.
Medarbejderne i Johannes Hages Hus sætter pris på, at eleverne har forventninger til og stiller krav til os som uddannelsessted.

Samtidig har medarbejderne formuleret følgende forventninger til eleven:

Vi forventer, at eleven:
  • Kan tage ejerskab for husets værdsættende kultur og værdigrundlag.
  • Er bekendt med og overholder sin tavshedspligt.
  • Udviser ansvarlighed for egen læring og er medansvarlig for at nå målene for praktikperioden.
  • Er medansvarlig for at planlægge og skriftligt forberede forventningssamtale, midtvejs- og  slutevaluering. Og løbende kommer med konstruktive tilbagemeldinger.
  • Benytter logbogen i dagligdagen og i samarbejde med vejleder reflekterer over egne reaktioner/ handlinger i relation til beboere/pårørende og medarbejdere.
  • Deltager aktivt i debatter, hvor faglige problemstillinger diskuteres.
  • Er loyal over for de beslutninger og aftaler, der træffes.
  • Udviser interesse for psykiatrien.
  • Åbent og ærligt kan sige til og fra.
  • I samarbejde med vejledere er ansvarlig for planlægning af en dag i værksteds-caféen og to aftenvagter.
  • Deltager i den planlagte undervisning, der tilbydes elever i huset og møder forberedt.
  • Udarbejder en helhedspræsentation, identificerer og arbejder med en faglig/pædagogisk problemstilling og fremlægger denne for medarbejderne i teamet samt uddannelses- og udviklingskonsulenten.

4. Overordnet fordeling af praktikperioden.
Praktikforløbet i Johannes Hages Hus, vil være opdelt i 3 faser: Introduktionsfasen, oplæringsfasen og selvstændighedsfasen.

Introduktionsfasen.
De første 14 dage i praktikperioden er introduktion til huset. Der vil blive tilsendt introduktionsprogram til eleven. Introduktionen vil indeholde en præsentation af Johannes Hages Hus, det team som eleven tilknyttes samt beboerne i teamet. Derudover præsenteres eleven for relevante samarbejdspartnere i huset, og orienteres om samarbejdspartnernes arbejdsområde.
Introduktionsperioden afsluttes med en forventningssamtale.

Oplæringsfasen.
Oplæringsfasen er perioden frem til midtvejsevalueringen. I denne fase følges eleven tæt af den daglige praktikvejleder. Eleven skal i denne periode, under vejledning, kunne varetage et stigende antal pleje-, omsorgs- og aktivitetsmæssige opgaver omkring de to beboere, som eleven er kontaktperson for.

Selvstændighedsfasen.
Perioden mellem midtvejs- og slutevalueringen er selvstændighedsfasen. I denne periode skal eleven selvstændigt arbejde sundhedsfremmende i forhold til den enkelte beboer og grupper af beboere. Selvstændigt kunne udføre grundlæggende pleje- og omsorgsopgaver, såvel som planlægge og udføre sociale, kreative aktiviteter for enkelte eller grupper af beboere. Således også kunne varetage medicinadministration i forhold til de to beboere, som eleven er kontaktperson for.
I denne fase skal eleven kunne reflektere over egen og andres praksis.
Eleven skal ligeledes kunne dokumentere observationer og handlinger i husets kommunikationsredskaber, samt kontinuerligt evaluere og justere handlinger i forhold til beboernes ressourcer, ønsker og behov samt elevens faglige viden.

5. Tilrettelæggelse af vejledningsopgaver.
I Johannes Hages Hus er der ansat en uddannelses- og udviklingskonsulent, der i samarbejde med den daglige praktikvejleder varetager elevens samlede praktikforløb.

Uddannelses- og udviklingskonsulentens opgaver:
  • Sikre at eleven tilknyttes en primær og en sekundær praktikvejleder.
  • Støtte samarbejdet mellem elev og daglige praktikvejledere.
  • Sikre afvikling, samt deltage i, forventningssamtale, midtvejs- og slutevaluering.
  • Sikre at eleven modtager skriftlig evaluering.
  • Varetage samarbejdet med skolen.
  • Supervisere såvel elev som daglig praktikvejleder ved behov.

Daglig praktikvejleders opgave:
  • Introducere eleven til teamet.
  • Tilbyde vejledning og refleksion i forhold til plejen.
  • Tilbyde vejledning og refleksion i forhold til logbogen
  • Deltage i forventningssamtale, midtvejs- og slutevaluering.
  • Udarbejde midtvejs- og slutevaluering.
  • Afholde kontinuerlige udviklingssamtaler.
  • Samarbejde med eleven om at målene nås.

6. Samtaler og evalueringer i praktikperioden.
I løbet af praktikperioden er der tre overordnede samtaler mellem eleven og praktikvejlederen. Disse samtaler danner grundlag for en overordnet planlægning af praktikperioden. Ved de jævnligt afholdte udviklingssamtaler mellem elev og daglig vejleder planlægges uddannelsesforløbet mere detaljeret.
 
Forventningssamtale.
Forventningssamtalen har til formål at skabe grundlag for praktikperiodens første halvdel udfra elevens forventninger samt praktikstedets uddannelsesmuligheder.
Indholdet af forventningssamtalen kan blandt andet være, at eleven fremkommer med forventninger, egne teoretiske og praktiske forudsætninger samt individuelle mål. Praktikvejlederen klargør teamets mål for plejen, omsorgen og aktiviteterne samt mål og forventninger til eleven.
Forventningssamtalen danner grundlag for en overordnet planlægning af perioden frem til midtvejsevalueringen.

Midtvejsevaluering.
Denne har til formål at skabe grundlag for planlægning af praktikperiodens sidste halvdel ud fra de for perioden opstillede mål og elevens forventninger, ønsker og behov.
Indholdet af midtvejsevalueringen er blandt andet, med udgangspunkt i forventningssamtalen, at gennemgå mål for praktikperioden, således at hvert mål evalueres/vurderes. Derudover evalueres elevens reaktion på/oplevelse af den vejledning, der har fundet sted.
Midtvejsevalueringen resulterer i en gensidig udveksling af forventninger til samarbejdet i sidste del af praktikperioden.

Slutevaluering/standpunktsbedømmelse.
Formålet er, at udfærdige en evaluering/vurdering af eleven ud fra de for perioden opstillede mål.
Indholdet bygger på en skriftlig bedømmelse af, på hvilket niveau målene er nået. Eleven evaluerer skriftlig såvel praktikstedet som vejlederne.

Udviklingssamtaler.
Den daglige praktikvejleder afholder i samarbejde med eleven jævnlige udviklingssamtaler (min. hver 14 dag). Udviklingssamtalerne danner grundlag for en status på praktikforløbet, samt detaljeret planlægning frem til næste udviklingssamtale. Udviklingssamtalerne kan endvidere benyttes til at vejleder og elev drøfter teoretiske emner eller praktiske handlinger.

7. Undervisning og vejledning.
Formålet med undervisning og vejledning er at sikre, at den enkelte elev opnår det nødvendige kendskab til det socialpsykiatriske område, samt når igennem de for perioden opstillede mål.

Målet med undervisning og vejledning er at hjælpe den enkelte elev til at opnå teoretisk viden om sygeplejen, i forhold til de i huset mest almindelig forekomne psykiatriske lidelser. Derudover er målet at støtte eleven til refleksion over egen og andres praksis.

Erfaringen viser, at det største udbytte opnås, hvis eleven er forberedt - det vil sige har læst og gjort sig tanker om det planlagte emne. Der er endvidere mødepligt til undervisningen.

Undervisningsemner.
Huset kan tilbyde struktureret og tematiseret undervisning i en række emner indenfor det psykiatriske speciale samt andre emner, der har relevans i forhold til husets beboere. Undervisningsemnerne kan blandt andet være;
  • Psykiatriske diagnoser og sygepleje i forhold til de enkelte diagnoser
  • Skizofreni og jeg-støttende sygepleje
  • Demens samt pleje, omsorg og aktivitet med demente
  • Medicinskabet og injektionsteknik
  • Lovgivningen omkring magtanvendelse i socialpsykiatrien
  • Kommunikation
  • Vold som udtryksform
  • Dokumentation
  • Kvalitetssikring og handleplaner
  • Sindslidelser og sexualitet.

Bibliotek / læserum.
I biblioteket er der relevant litteratur indenfor det socialpsykiatriske område. I såvel medicinrummet som undervisningslokalet vil der være ro til at læse. Bøgerne må kun lånes med hjem efter aftale med uddannelses- og udviklingskonsulenten.

Computere.
I alle Team i huset og i PC-caféen er der opsat computere. Alle har mulighed for at benytte Internettet.

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Uddannelses- og udviklingskonsulent Christine Kildegaard, tlf. 72563408 eller chki@fredensborg.dk.

Udarbejdet april 2000/revideret 28.06.05.
Godkendt i Uddannelsesrådet den 21. sept. 2005.
CK/280711
CMS med søgemaskineoptimering og ehandel